Klubbens historie

Det hele begyndte i september 1982, hvor der var interesse for at oprette en skiklub i Ebeltoft.

Følgende er hvad der stod i Dagbladet Djursland 4. oktober 1982:

 

“Ebeltoft får skiklub”.

 

“Interessen for at stå på ski er taget til i Ebeltoft. Derfor forventes det, at Ebeltoft Kommune får en skiklub, når initiativtagerne den 25. oktober holder stiftende generalforsamling i Ebeltoft Idrætscenter.

Der har allerede været holdt et møde, hvor 50 ski-interesserede mødte frem. Men pga. at initiativtagerne ikke var helt færdige med klubbens vedtægter, måtte selve stiftelsen udsættes. I stedet blev der nedsat et arbejdsudvalg bestående af Ole Bjerregård, Jytte Meins, Torsten Lenbroch, Helle Frank og Susanne Christensen.

Torsten Lenbroch, der har fået ideen til klubben, fortæller at klubben vil kunne tilbyde undervisning, vejlede i indkøb af skiudstyr og arrangere fælles rejser med rabat.

“På længere sigt vil vi arbejde på at få en ski-lift i området, f.eks. i Mols Bjerge”, siger han. I første omgang kunne man evt. nøjes med et træk til en overkommelig pris af 10-15.000 kr. I Silkeborg tjente et sådant træk sig selv ind på 2 dage.

Det er meningen, at Ebeltoft Skiklub skal være medlem af Dansk Skiforbund, så der bliver mulighed for at få del i tipsmidlerne. Lærer-kapaciteten har klubben sikret sig, bl.a. har man mulighed for at trække på lærerkræfter fra Århus Skiklub.

Torsten Lenbroch regner med, at kontingentet til klubben vil beløbe sig til ca. 80 kr. for enkeltmedlemmer og 170 kr. for en familie.”

 

 

Følgende stod i Ebeltoft Folketidende 24. november 1982:

 

“Skiklubben har succes fra start”

“Den nyoprettede Skiklub i Ebeltoft har haft succes fra starten. Forleden var der til foreningens første arrangement samlet ikke færre end 70-80 til en interessant aften i Kulturkælderen, hvor Charlotte Gjedved, der er skilærer i Århus Skiklub, fortalte dels om langrend, dels om slalom. Siden blev der vist er par interessante, film,  bl.a. om verdensmesteren i langrend, Rocky Mountins. (!)

Senere på aftenen havde man auktion over nogle brugte ski, som klubben indkøbte, og der blev gjort gode køb samtidig med, at klubben sikrede sig et overskud på 250 kr.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.